Tilbage til oversigten

LIFT 24 konference – Den svære snak om tro

Af Brian Duus Nørgaard

TRO PÅ DET -Lev troværdigt og tal med frimodighed om din tro. Det er overskriften og temaet for Åbenkirkes årlige LIFT-konference 16. marts.

Nemme ord at læse, men for mange af os måske svære at leve ud. For hvad er det lige for vendinger, der ryger ud af munden på os, når vores arbejdskollega uventet midt i frokostpausen spontant udbryder: ”Er der ikke noget om, at du kommer i Åbenkirke.” Og fortsætter: ”Så tror du nok på Gud…. Hvorfor gør du egentlig det?”

Ja, hvorfor egentlig det, flyver det gennem hovederne på os. Hvad svarer vi lige?

Har vi en fortælling, vi kan gribe fat i? Noget, der forklarer, hvorfor vi har valgt at tro på Gud? Og hvordan præsenterer vi fortællingen, så vores kollega fanger den?

Det er væsentlige spørgsmål, som vi pludselig kan stå overfor, midt i hverdagen. Og vi kan være famlende i vores svar. Måske fordi vi mangler en forklaring, som er både velgennemtænkt og overbevisende.

Svar på spørgsmål

LIFT 24 vil hjælpe os på vej. Fire kompetente undervisere står nemlig på tåspidserne gennem dagen for at klæde os grundigt på, så vi er forberedte og klar til en dialog med andre om vores tro.

Dagens emner og undervisere er:

Hvor meget fylder spørgsmålet om tro i folks liv? Anne Mie Skak Johanson, præst, PhD.

Hvilke personlige udfordringer kan afholde mig fra at snakke om tro? Lars Bo Olesen, ledende præst og leder af Højskolen Acts Academy

Hvordan skaber jeg en troværdig fortælling om tro? Niels-Peter Hedegaard, præst, MA.

Hvordan kommunikerer jeg bedst med andre om tro? Johnny Hansen, Præst.

Varieret program

Du kan glæde dig til en dejlig dag, hvor vi skal lytte til de gode oplæg, synge sammen, nyde lækkert mad. Og naturligvis også bare hænge ud med hinanden og med de mange andre, der dukker op fra Åbenkirkes netværksmenigheder.

Tilmeld dig allerede nu til en Early Bird pris på bare 199 kroner. Det kan du gøre på linket: https://www.aabenkirke.dk/lift/ Her kan du også læse mere om dagens program og indhold.

Efter 15. februar koster billetten 249 kroner.

LIFT-workshopdag og aftenmøde

Om kort tid får du også mulighed for at tilmelde dig en LIFT-workshopdag med fire aktuelle emner. Den kører fredag eftermiddag fra klokken 15. Desuden kan du være med fredag aften til et møde med lovsang, profetisk inspiration og bøn.

Mere om workshopeftermiddagen og aftenmødet senere.

Mere fra bloggen